Salmernes Bog - sange til et helt liv

Det er blevet sagt, at moderniteten – altså vores egen moderne epoke – er ved at komme ud af sin pubertet, og at de tider dermed er ved at være forbi, hvor ”gammelt” automatisk stemples som ”forældet” eller ”uaktuelt”.

  I takt hermed har vi fået en ny åbenhed for det s. k. ”umoderne”, hvilket bl.a. giver sig udtryk i, at berøringsangsten for religion i et vist omfang er blevet afløst af en ny åndelig søgen og nysgerrighed. Med tiden har flere fået øjnene op for, at de gamle religiøse overleveringer – herunder de bibelske skrifter – med deres poesi, myter og fortællinger tilbyder os et ”sprog”, som vi kan tyde og tolke vort liv med alle dets modsatrettede erfaringer i, og som modernitetens (bl.a. videnskabens) sprog kommer til kort over for.

”Menneskelivet er underligt, langt mer, end vi kan beskrive”, bekender Grundtvig, og netop derfor: skal vi alligevel forsøge at tale om vort gådefulde menneskeliv i et gådefuldt univers, så kan mindre end poesi, myter og fortællinger; mindre end modsigelser og paradokser; mindre end ”Gud” ikke gøre det!

  Den første og ældste del af vores Bibel: Det gamle Testamente – er, som navnet siger, gammelt, og kan med dets selvfølgelige tro på Gud også forekomme os fremmedartet, og så alligevel rammer det samtidig forbløffende livsnært ind i alle vore livssituationer. Dét er bl.a. det gammeltestamentlige skrift: Salmernes Bog – et eksempel på.

Lad Martin Luther antyde hele spændvidden i dette skrift:” Hvor finder man skønnere glædes-ord end i lovprisnings – og takkesalmerne? Dér ser du alle de hellige ind i hjertet som i skønne, dejlige haver, hvor smukke, dejlige hjerteblomster skyder op af allehånde glade tanker overfor Hans velgerninger. På den anden side: hvor finder du dybere, mere klagende og jamrende sørge-ord end i klagesalmerne? Dér ser du igen alle de hellige ind i hjertet som ind i døden! …. Derfor er salmerne alle helliges bog, så enhver – i hvilke forhold han eller hun end ér – finder salmer og ord deri, som passer på hans eller hendes egne forhold, og det er ham eller hende akkurat, som var de alene sat for begges skyld, så de ikke selv kunne udtrykke dem bedre og heller ikke ønskede det”!   

  At Luther rammer plet med sin dobbelttydige og dermed også altfavnende forståelse af dette gammeltestamentlige skrift som en kostelig gave med adresse til dét menneske til alle tider, der føler umiddelbart behov for at henvende sig med såvel sin glæde som sin sorg til en ”magt”, større end det selv – lad mig her give nogle eksempler på det!

”Min sjæl, pris Herren, glem ikke Hans velgerninger”! (Salme 103, vers 2) – et vers, som passer til ethvert øjeblik, hvor vi besinder os på, hvor vort liv har sine dybeste rødder. ”Fra øst til vest skal Herrens navn lovprises”! (Salme 113, vers 3) – et vers, som tilbyder sig som oplagt morgenbøn med tak for enhver ny dag, vi er vågnet op til. ”Tak Herren, for Han er god, Hans trofasthed varer til evig tid”! (Salme 107, vers 1 – med flere!) – et vers, som kunne ”kandidere” som bordbøn med tak for Guds gode gaver, herunder dem, vi – på disse breddegrader – er så heldige at kunne sætte på bordet.

  Og bladrer vi nu hen til Salme 130, vers 1, ja, så får vi bare ét eksempel på, at også i vore tunge og ulykkelige stunder byder Salmernes Bog sig til med ord, der kan give udtryk for vores dybeste nød:” Fra det dybe råber jeg til dig, Herre. Herre, hør mit råb, lad dine ører lytte til min tryglen”! Og sådan er der overalt dybe og trøstende vers at finde – som nu dette:” Mit livsløb er i din hånd”! (Salme 31, vers 16) – et vers, som låner ord til den faste tillid til, at vort liv ligger skjult og aldrig glemt hos Gud.   

At Salmernes Bog har bud til ikke blot alle tider, men også alle generationer, ses – umiddelbart overraskende – af, at slet ikke helt få konfirmander vælger sig et vers fra Salmernes Bog som deres konfirmationsvers. Og så er dette nok alligevel ikke så overraskende endda, da dette skrift udgør en uudtømmelig kilde af styrkende, vejvisende, bekræftende og fortrøstningsfulde ord. Hør bare disse vers:” Du lærer mig livets vej, du mætter mig med glæde for dit ansigt, du har altid herlige ting i din højre hånd”. (Salme 16, vers 11), eller:” Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg da frygte? Herren er værn for mit liv, hvem skal jeg da være bange for”? (Salme 27, vers 1) – to vers, som har ledsaget og hjulpet generationer af jøder og kristne, og hvormed de kunne udtrykke såvel deres fortvivlelse og vrede som deres livsglæde. 

  Efter at have læst Salmernes Bog udtrykte den tyske digter Rainer Maria Rilke det engang sådan, at han ikke i nogen anden bog så sig rammende og dækkende beskrevet i sit liv som menneske som i Salmernes Bog. Og mine erfaringer fra mit præstearbejde giver ham kun ret! For hvor ofte har jeg ikke oplevet, hvordan salmevers kan tale til mennesker: bære, trøste, opmuntre og udtrykke deres glæde eller nød alt efter, hvordan livssituationen nu end er. Én og samme salme kan spænde livets store bue bristefærdigt dirrende, at den spænder over hele livets fylde (læs bare Salme 23. eller 139.!), og hvad da også kun understreges af, at det slet ikke er ualmindeligt at bruge de samme salmer som bøn ved både dåb, bryllupper og begravelser!    

Hvem véd: måske har du nu fået lyst til at tage din Bibel i hånden og læse Salmernes Bog: bogen med sange til hele livet? Det kan kun anbefales! Hvorfor ikke læse en salme hver dag og dermed opdage tilknytningspunkter til dit eget liv med alle dets glæder og sorger? Gør du det, så vil du kunne opleve, at der langsomt og usynligt udspænder sig et ”net” under dit liv, hvori du, trygt og efter behov, kan lade dig falde, da alle disse – over lang tid hårdt tilkæmpede salmer og bønner – har deres ”adresse” hos dén Gud, der holder os og vores verden i sin gode skaberhånd!

Jeg ønsker alle en dejlig og velsignet sommer!

 

                                                                                                            Anders Quistorff   

                                         

 

Ledestjernen

Ledestjernen

Ved denne tid i oktober, når dette her kirkeblad udkommer, så er der ikke længe til at juleudsmykningen er i fuld gang i butikker, på gader og foran og inde i vore huse. Selvom vi nu kun er i efteråret, så er forberedelserne allerede i gang, og nogen af os er endda begyndt at købe julegaver eller nyt julepynt til jul. Vi danskere har gjort julen til vores største fest, og vi elsker den, og det gælder som sagt også alle forberedelserne dertil, som er utrolig smukke og festlige på alle måder med alt den flotte julepynt, der spreder glæde, varme og lys i en mørk vintertid.

Ud af alt julepynt er stjernen vel en af de mest foretrukne ting, som vi pynter med. Det kan være en stjerne, der er klippet ud af guldpapir, som vi hænger op i vores stue, eller flettede stjerner vi hænger på juletræet, eller vi kan også pynte op i vinduet med en kæmpestor stjerne, som gerne skal have et elektrisk lys i. Alt dette gør vi for at markere en bestemt stjerne og vise genskæret af den. Selve stjernen er nemlig en meget vigtig ting midt i al vores julepynt, for den skal erindre os om stjernen fra Betlehem, som stod over den stald, hvori Jesus blev født en kold vinter ved midnatstid, den første juleaften. Den ledte de vise mænd fra Østerland til Betlehem. De fulgte denne stjerne gennem flere dages rejse, hvilket vi ofte har set gengivet på billeder, hvordan de tre vise mænd kommer ridende med blikket rettet mod en stor stjerne på himlen. Denne skelsættende begivenhed med stjernen, der stod højt over Betlehem, er blevet et historiske holdepunkt i verdenshistorien og en markering af en enestående fødsel. Jesu fødsel er det vigtigste, der er sket i verdenshistorien, for det er ham, der er omdrejningspunktet i vort moderne samfund, og vi sætter vores tidsregning efter hans fødsel: Før eller efter Kristi fødsel.

Disse vise mænd var dengang, som det fortælles os, på en stor ekspedition, og da de kom til det sted, som stjernen stod over, fandt de Jesusbarnet liggende i en krybbe med sine forældre stående omkring sig i en kold stald blandt dyr. Han var målet for deres rejse. De var nu begejstret over, at de havde fundet ham, og det blev deres livs oplevelse og en bekræftelse på en profeti, som de og mange vismænd før dem længe havde ventet opfyldelsen af. De tilbad ham, og de havde medbragt flere forskellige kostbare gaver til ham. Det var ikke tilfældigt, at de vise mænd dukkede op i Betlehem. Sådan er det for den, som tror og finder den nyfødte Jesus liggende i en krybbe. Her tydes de store livsspørgsmål, og her kan vi lægge alt det fra os, som gør os bitre, vrede og kede af det, og som gør livet tung og vanskelig for os i forskellige sammenhænge. På den måde får vi her Guds belysning og ledelse over vores væremåde og gøremål.

Det er ikke bare i julepynten, at stjernen skal erindre os om Betlehemsstjernen, der stod over stalden i Betlehem, hvor Jesus blev født, men også i vores julesalmer, er stjernen blevet inddraget og fået en afgørende rolle, som skal minde os om verdens vigtigste begivenhed. Stjernen, der skinner over Betlehem fra det dejlige juleevangelium, har gennem tiden inspireret mange forfattere til at skrive om denne stjerne, der repræsenterer og åbenbarer Jesus. Stjernens funklen en stjerneklar nat på himmelhvælvingen i mørket bliver således et tegn på Jesu komme og fødsel, og det lys tænder Guds budskab i mørket, som Grundtvig siger i sin salme ”Dejlig er den himmelblå”. Denne stjerne kan føre os, fordi dens lys er for menneskets liv, og mørket får ikke magten over det, for det lyser for vores fod gennem livet, for stjernen er Guds ledelse gennem ordet og den vejledning han giver os livet igennem. Nu havde Gud altså sat sin søn i verden, og stjernen blev det guddommelige lys for dette og blev en ledestjerne, der spreder det guddommelige lys for alle, og her kan vi finde Jesus og få troen på ham. Dette understreger Kaj Munk så flot i digtet ”Der skinner et lys fra en stjerne” fra december 1941, hvor han skriver om Betlehemstjernen:

”Bliv ved, du ensomme stjerne, at sende dit lys mod jord, til hjerterne dog omsider bøjer sig dybt og tror”.

For det er kun denne stjerne, der viser vejen til livet, for der har aldrig været sådan en stjerne før på himmelhvælvingen. Stjernen får derfor en hel central placering i juletiden og kommer til at stå for det guddommelige, Guds nærvær og omsorg, og ledelse til Jesus.

Da jeg engang som barn hørte en præst fortælle om, hvordan stjernen stod på himlen over stalden i Betlehem, så tænkte jeg, det kan da vel ikke være rigtig, at det kun er et bestemt sted på jorden, som en stjerne står over. Men sådan er det virkelig. Det er ikke kun Nordstjernen, der har sit sted over Nordpolen, men enhver stjerne står til enhver tid over et sted på jorden, selvom dette sted skifter med årets gang og jordens omdrejning. I Frankrig kalder man dette sted for stedet uden skygger, for står stjernen lige over dig, som solen kan gøre det ved ækvator, kaster du ingen skygge. Derfor er Betlehemsstjernens sted på jorden det sted, hvor alle skygger viger for det himmelske lys. Her er åbenbaringens plads, hvor vi i et uforglemmeligt øjeblik ser ind i Guds riges hemmelighed, for der fyldes vi med oplevelsen af det fuldendte svar, selv om vi ikke kan referere det.

Historien om Betlehemsstjernen fortæller os om noget, der findes, og som rækker ud over videnskabens søgen. Betlehemsstjernen er ikke nogen almindelig stjerne, for dens sted er over hele jorden, og her lader Gud sig finde, fordi han vil finde os og have fællesskab med os, for med stjernen rækker Gud ud til alle. Det er det evangeliet fortæller os om til jul, og som vi skal fejre denne store højtid. At nå frem til denne stjerne betyder for dig og mig, at Jesus ikke kun fødtes i Betlehem, men at han også fødtes i vores hjerter, for Jesus er verdens frelser.

Evangeliet fortæller os noget meget væsentlig her, at Betlehemsstjernen ikke er langt væk fra os, for den netop er der, hvor du og jeg er. Så når du synes, at stjernen er langt borte, så kig åndeligt op til Gud, for han er hos dig, for du er under hans lys, og se bort fra din bekymring og angst, der giver uro i livet og se op til Betlehemsstjernen. Der er en dør ind til himlen, som Gud har åbnet til dig og mig. Det er evangeliets glade budskab om Jesusbarnet og Betlehemstjernen, der trådte ind i verdenshistorien, og det udspilles alt sammen her i vores verden, hvor du og jeg er, for der har stjernen sit sted. Hvis vi vil opleve det, må vi løfte vores blik til Gud. Betlehemsstjernen lyser for os og viser os vejen til evig tid.

Sognepræst Henrik Nygaard Andersen

Fra mørke til lys

Man kan sidde i mørke og vente på lys i mere end én forstand. Om vinteren sidder vi stadig helt konkret i en tid på året med mørke og kulde omkring os og venter på tiden, hvor lyset og varmen skal vinde stadig større magt for endelig at sætte sig igennem med sommerens komme. Og vi véd jo, at før eller siden vil det ske: sommeren vil komme!

  Men man kan også sidde i mørke og vente på lys i en anden og mere dyb forstand: nemlig i sit indre; i sit sind og hjerte. Dét gør man vel ofte, når man oplever store livskriser; kriser, hvor man kan føle hele livsfundamentet vakle under sig, og hvor en afgrund af mørke, smerte, angst og fortvivlelse pludselig åbner sig, som man aldrig før har kendt til, og som man slet ikke troede på muligheden af, før man altså selvendte dér: på bunden af denne afgrund!

Når det er her, man sidder: i det afgrundsdybe mørke – så er selve ens livblevet til én stor, pinefuld og desperat venten på lys i dette ords mange betydningsnuancer. Det kan være en venten på, at glæden og livsmodet skal indfinde sig igen efter et smerteligt tab; det kan være en venten på, at en uudholdelig situation af uvished og angst endelig skal afklares, som f. eks. dén kan opleve det, der venter på det afgørende og udredende svar fra lægen; eller det kan være en venten på, at kræfterne vender tilbage efter en udmarvende sygdom.

  Er det denne slags venten, ens liv er blevet til, så står man i sandhed midt i livets egen store kontrastfuldhed af lys og skygge, godt og ondt, ja, liv og død. Som et pendul svinger man frem og tilbage mellem lys og mørke, håb og håbløshed, og ofte er det det indre mørke og håbløsheden, pendulet længst opholder sig ved, så man kan føle sig ensom og forladt af ikke bare mennesker, men også Gud!

Så godt som alle de kristne mystikere fortæller om den rædselsfulde ventetid, der går forud for mødet med Gud. Således kan den spansk-katolske mystiker Johannes af Korset, der levede i 1500-tallet, kalde den for ”sjælens mørke nat”, da den er ventetiden, som kaster et menneske ned i den dybeste ensomhed og i følelsen af absolut forladthed.

  Og hvad der kun er med til at forstærke følelsen af ensomhed og forladthed i denne sjælens ventetid, er denne angstfremkaldende oplevelse af, at Gud er tavs og dermed måske slet ikke nærværende! Den mest håbløse og rædselsvækkende situation for et menneske at befinde sig i, for dermed berøves et menneske jo selve muligheden for bøn: for den forløsende mulighed af at kunne udskrige sine følelser og ord af både fortvivlelse og håb til dén, der er større, end man selv er, og af hvem man derfor også kan forvente at blive hørt midt i sin menneskelige lidenhed, nød og magtesløshed.

At opleve disse to slags tavshed: Guds tavshed og sin egen tavshed, og herunder, hvordan disse to gensidigt kan forstærke hinanden, samt dertil at opleve og måtte erkende, at man ikke selv kan komme ud af denne tavshed, men at forløsningen må komme til én udefra – dét er at opleve ”sjælens mørke nat.”

  I disse måneder frem mod forår og sommer i vort kalenderår og frem mod påske i vort kirkeår er vi flere, der befinder os i sjælens mørke nat og lider under ventetidens ubærlige tavshed. Derfor må vi synge for og medhinanden, mens vi venter på dét, der skal komme og skabe forår og sommer i også sjælens indre mørke og kulde: manden på korset, der Langfredag gik ind i vores død og al vores fortvivlelse over den som dén magt, der jo umiddelbart kan se ud til at skulle få det sidste ord at sige over vort forhold til vores kære, os selv og Gud, men som dog ikke har det, da han Påskedag blev kaldt op og ud af sin grav som selve tegnet på, at Gud nu også er at finde i selv det tætteste mørke, og så der nu vitterlig er godt nyt at høre udefra og løfte hovedet ved for såvel vore døde som os, de endnu levende, der sidder i mørke og dødens skygge, om så denne dødens skygge består i vores angst for selv at skulle dø eller i sorgen over at have mistet én af vores elskede til dødens tilsyneladende alttilintetgørende magt .

For hør! Om lidt er der nogen, der synger:

Som forårssolen morgenrød

stod Jesus op af jordens skød

med liv og lys tillige;

derfor, så længe verden står,

nu efter vinter kommer vår

livsalig i Guds rige.

(DDS. 234,1)

Julens glæde er trøstet sorg

I en af julereklamer fra en discountkæde hed det for to år siden: ”Vi elsker jul. For os er julen: stemning, dejlig mad og glade mennesker. Faktisk elsker vi julen og den helt specielle julestemning så meget, at vi har besluttet at drysse lidt julehygge ud over hele landet.”

Og hvorfor så nu dette citat fra en discountkædes julereklame i hovedartiklen til et kirkeblad? Fordi dette citat på nærmest repræsentativ vis giver udtryk for den meget ensidige opfattelse af, hvad vi sådan i almindelighed går rundt og forbinder med den store kristne højtid, vi lige har fejret: julen. Når denne butikskæde formulerer sig, som den gør, er det selvfølgelig, fordi den på forhånd ved, at den taler ud fra nogle almindeligt gældende forestillinger om, hvad julen er og helst skal være, når man altså udelukkende vælger at betragte denne højtid som en rent verdslig-folkelig fest: en højtid, en fest, hvor julestemning i form af julehygge, og hvor dejlig mad og glæde i form af glade mennesker er i højsædet.

Knap så entydig er julen dog, når det er gennem kristendommens prisme, den betragtes. Lyder selve den kristne julefanfare godt nok:” Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket!” – så er der dog tale om en glæde, der forkyndes, bliver til og udfolder sig under sin modsætning og dermed på de vanskeligst tænkelige vilkår, hvilket, kristeligt set, gør et begreb som juleglæde til et ikke så lidt nuanceret og modsætningsfyldt begreb.

Evangelierne selv lægger da heller ikke skjul på det! Der var ikke plads til juleglæden i skikkelse af det lille Jesusbarn – Himlens kongesøn – da han kom til jord, fortæller juleevangeliet hos Lukas os, hvorfor hans fødsel måtte foregå i en ussel stald! ”Han kom til sit eget, men hans egne tog ikke imod ham!” – som det hedder i Johannesevangeliet med slet skjult forudanelse om, at det skulle blive så som så med glæden i såvel Jesu eget liv som i selve dén måde, mennesker tog imod og siden behandlede julens hovedperson på!  Han begyndte sit liv i moderhænder, blev siden overgivet i morderhænder, for så igen at ende i de moderhænder, der selv var med til at tage ham ned fra korset Langfredag.

Maria havde som mor både glæden ved at bære barnets liv og sorgen ved at skulle bære hans død, men hun indså dog, at dét, hun havde som sorg og smerte, dét forvandledes siden gennem påskens begivenheder fra Palmesøndag over Skærtorsdag og Langfredag og frem til Påskedag ligeså langsomt til noget andet: til glæden i betydning af trøstet sorg. Og sådan er julen og julens glæde med et begreb af sidste års store fødselar, Søren Kierkegaard, et højst dialektisk, d. v. s. modsætningsfyldt og sammensat fænomen, når det er med kristne briller, julen betragtes.

Var der nogen, der havde blik for dét, så var det Kierkegaards store samtidige: Grundtvig. I salmen Velkommen igen, Guds engle små, der er én lang invitation til julens engle om at besøge digterens børn i det fattige hjem, lader han på nærmest overrumplende måde invitationen stige til en direkte desperat bøn i salmens to sidste linjer: ”Vor Fader i Himlen! lad det ske, lad julesorgen slukkes!”

Grundtvig indfører hermed et helt nyt ord i det danske sprog, der fanger skyggesiden af julen og dens glæde – ordet: julesorgen. Hvad er julesorgen for noget? Grundtvig-tolkere har ment, at man må tolke dette begreb ud fra Grundtvigs egen jul, som i dét år, salmen blev til (1824), faktisk var præget af både fattigdom og depression, men der kan dog næppe være tvivl om, at begrebet julesorg stikker dybere end som så og indeholder en bredere teologisk pointe.

Julesorgen som sådan er ikke ny, men har nok altid bare været der som et grundvilkår i vores menneskelige tilværelse. Og at dét faktisk er tilfældet, ja, det kan netop vores julefejring i al dens brogede sammensathed ofte synes at være selve understregningen af. Hvor mange stearinlys, vi end tænder; hvor meget mad, vi end fortærer, hvor mange gaver, vi end køber, giver og får, eller hvor intenst vi nu end måtte fejre julemåneden med stride strømme af juleøl og akvavit med tilhørende glad jule-trallen og larmende julefrokostberuselse, så kan det ofte virke, som om vi nede under hele hurlumhejet krampagtigt forsøger at overdøve nogle mere mørke og smertefulde undertoner i vores julehumør, netop de undertoner, som Grundtvig under ét beskriver med ordet julesorg, og som er en følelsestilstand, der vel bedst lader sig indfange og beskrive i billedet af det lille indre barn, der klynker af skuffelse over den uindløste juleforventning, vi endte med at sidde tilbage med, efter at den sidste gave var blevet pakket ud.

At julens forventning aldrig når sin fulde udløsning for os mennesker i dette liv, skyldes ikke mindst den helt konkrete sorg, vi alle før eller siden får som følgesvend på vores livsvej. I alle familier sker det, at der mangler en bedstemor, et barn, en ægtefælle eller en god ven juleaften, hvorved juleglæden altid vil være en splintret eller brudt glæde, blandet op, som den er, med også sorg. Ja, så stor blev sorgen engang for en ung pige, der i begyndelsen af december havde set sin kæreste omkomme, at hun udbrød: ”Og bare det så ikke blev jul!” For hvordan skulle hun dog komme igennem julen med al dens ydre festivitas, larm og konventionelt vedtagne glæde,når hun gik med denne dybe smerte og håbløshed i sit hjerte? Og sådan er der for os alle julesorg, der skal slukkes, og den slukkes altså ikke ved bare at løbe fra det svære!

Kunsten eller opgaven må være at kunne fastholde begge dele: forventningen/glæden og sorgen, håbet og smerten; den smerte, der skriger efter, at det hele skulle være anderledes, og det håb, som tror på, at det også kan og skal blive det! Og på denne baggrund får julesorgen sin egen dobbeltbetydning: er det dén sorg, vi beder Gud om at slukke, så er det samtidig den sorg, hvis svidende flamme vi skal holde i live, ved at konfrontere os med sorgen, for først da kan håbet fødes, dét håb på trods, som er hele kristendommens budskab til os!

Med nok et salmecitat af Grundtvig er julens påstand:” Forvunden er nu al vor nød.” ”Forvunden” peger hen på det spæde håb, som med Jesus blev født til verden julenat. Men hvordan dog basere vort håb på barnet i krybben, når vi nu ved, at oveni dette billede lægger sig jo billedet af den lidende på korset? For det véd vi jo: knap nok er barnet i krybben født, før det skal dø!

Dét er påsken svaret på; dén påske, hvormed den lidende på korset slår om i billedet af den opstandne påskemorgen, og hvormed Gud lader os vide, at dét håb, han tændte julenat, dét er i stand til at overvinde alt – selv døden! For blev barnet i krybben rigtig nok til manden på korset, så er han med dén påskedag, der ventede bag langfredags nat, dog ikke desto mindre dén, der nu altid kommer til os som den levende fra de døde og besvarer julesorgen som udtrykket for al sorg med den opstandnes eget trøsterige spørgsmål: ”Hvorfor græder I?” Dét spørgsmål, som kun han kan stille, og som i sig indirekte rummer kilden til den sande glæde året og livet rundt ved at lyde fra ham, som er dødens overmand; ham, i hvem dødens magt for evigt er brudt!

Når dét spørgsmål lyder fra lige netop ham, den opstandne, ér det allerede besvaret, idet det stilles: der stråler lys i mørket! Der er kommet trøst fra den Evige selv til alle os, der ”sidder i mørke og dødens skygge!” I dén grav, hvor han har hvilet, vi har fundet englesmilet! Hvorfor græder vi?

Anders Quistorff