Du er her: 

Prædiken til 4. søndag efter påske

Søndag 10. maj 2020 af Poul Christian Tulinius

Men du, som styrter de stoltes riger
og løser fangne af bolt og bånd,
dig flyver hjerternes tak i møde,
vor skæbne er i din stærke hånd.
Nu er det forår og Danmark frit.
Velsign det, Herre, fra sund til klit.                                                                                                          
Amen

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.«

Johannesevangeliet, 8, 28-36

*                                                        

Jesus omtaler ofte sig selv som Menneskesønnen; en spændende og smuk betegnelse.

I dagens tekst taler Jesus så om, at vi skal ophøje Menneskesønnen; dermed mener han næppe at han skal ophøjes, løftes op til noget stort og fint, men at han skal ophøjes til døden på et kors.

Vi vil ophøje ham, vi vil korsfæste ham; om det er jøderne eller romerne eller os, der gør det, er ligegyldigt.

 Det gør vi, fordi vi er syndere; derfor korsfæster vi ham.

Syndere: Ordet synd har ikke haft den bedste medfart i Danmark. Oftest er det et ord, man gør grin med, og det er synd(!).

For ordet synd er ikke lig med ”Cigaretter og whisky og nøgne pi´r” som Ole Sprogøe sang om. Synd er ikke lig med at danse frydefuldt hele natten - selvom det måske kan være strafbart for tiden,  hvis man ikke holder afstand..

Ordet kan derimod for eksempel dække over den lille bitterhed, mange mennesker kan føle. Bitterhed over at livet ikke gik som man ønskede, som man måske med rette ønskede og håbede. Vreden over at andre er klogere end en selv, bedrevidende, vreden over, at andre er dummere end en selv, og igen vreden over at man måske, måske aldrig blev helt lykkelig.

Som sådan er der et skel mellem os og Gud, for Gud er glædens Gud. Der er et sund - ligesom for eksempel Øre-sund mellem os og glæden, mellem os og Gud. Ordet sund og synd er beslægtede, har jeg læst, og betyder netop noget, der skiller.

Den manglende glæde, den nagende bitterhed, som er syndens skikkelse, føder vreden, ikke den sunde vrede, men den hadefulde vrede. Den vrede kan fylde meget, især hvis vi er fælles om den.

Tag bare tiden efter den 5. maj 1945, efter den store, vidunderlige! befrielse. Straks kastede mange af os sig over de såkaldte ”tyskerpiger”, altså kvinder, der havde haft en tysk kæreste. Der blev klippet hår af, der blev spyttet, der blev hadet.

Det er set i bakspejlet-fuldstændigt klart, at det had ikke drejede sig om tyskerpigernes gerninger, det handlede ikke om, at vi måske havde lidt under besættelsestiden, men drejede sig om, at der var en underliggende flod af frustration og had i mange mennesker, der sikkert altid havde været der, men som nu kunne få en anledning til at komme ud: Man måtte hade! Man havde lov til at hade - havde man ikke just pligt til at hade? Man måtte spytte på, og så gjorde man det.

Skal man se moderne eksempler på disse ting, på hadet, skal man blot se på diverse sociale medier, hvor der-nogle steder hades.

Jesus er i Det Ny Testamente kernebilledet på, hvordan et sådant had kunne ramme; han er uskyldig, har intet ondt gjort - o.k. han satte spørgsmålstegn ved nogen ting, men han var ikke ond - men han blev til et offer for vores vrede, den vrede vi altid har inden i os.

Men Jesus gennemskuede vores vrede og vort had, og han bar vreden og hadet, og han lod sig korsfæste, og fordi han var ren, altså fri for had og onde kramper, så kunne vi ikke få ham helt ned med nakken.

Han døde, men han blev rejst op fra graven af en mægtig kraft, for vores forkrampede had kan ikke knuse sandheden og godheden.

Og han vil stadig lære os at gennemskue vort had, og han vil stadig tilgive os vort had, og begge dele vil gøre os frie!

Vi er ikke fri, fordi vi er jøder, eller danskere.

Vi er ikke frie, fordi vi nedstammer fra Abraham i Det Gamle Testamente eller nedstammer fra Gorm den Gamle eller Holger Danske. Vi er end ikke frie, alene fordi vi hørte det skønneste budskab i radioen kl. 20:34 den 4. maj 1945. Vi kan sagtens være ufrie alligevel. Bundet af samfundets bånd, javel, men også bundet af vort eget had og frustrationer.

Vi er frie, hvis vi frisættes af sandheden. Og sandheden er sandheden om Kristus og os selv. Og sandheden frigør os: Lader vi sandheden gennemskue mørket i os, knuden i os, fortvivlelsen i os, vil det onde miste sin magt, og fordi Jesus er tilgivelsen, kan han give os den kraft, der skal til for at vi kan begynde processen: Den proces at se vore mørke sider, og bære dem.  

Det at blive konfronteret med sine mørke sider, kan imidlertid i stedet for fred skabe had, Ikke mod de mørke sider, desværre, men mod den, der får os til at se dem i øjnene, Jesus Kristus. Derfor korsfæstede vi ham.

Men der, hvor vi ser os selv, og med Jesus ved hånden, tør rumme det vi ser af godt og ondt, der er der tilgivelse, og med den er der frihed. Frihed til at at trække vejret, og se den klare dag med glæde.

Og Gud vil sende os klare, store dage, sådan som han gjorde det den 5. maj 1945, og altid har magt til. Og sagt igen, med nye ord: Jesus vil med Helligånden rense os, frigøre os, så også vi kan se de klare dage med glæde

Lad os afslutte med at høre den såkaldte Filipperbrevs-hymne. Den er skrevet af apostlen Paulus, og viser os, hvordan Paulus kan forkynde dette, som er søndagens tema: At Menneskesønnen blev ophøjet - ophøjet til døden på et kors.

                                                                                                                                                          Han, som havde Guds skikkelse,

regnede det ikke for et rov

at være lige med Gud,

men gav afkald på det,

tog en tjeners skikkelse på

og blev mennesker lig;

og da han var trådt frem som et menneske,

ydmygede han sig

og blev lydig indtil døden,

ja, døden på et kors.

Derfor har Gud højt ophøjet ham

og skænket ham navnet over alle navne,

for at i Jesu navn

hvert knæ skal bøje sig,

i himlen og på jorden og under jorden,

og hver tunge bekende:

Jesus Kristus er Herre,

til Gud Faders ære.

Paulus’ brev til Filipperne 2, 6-11

 AMEN

Del dette: