Du er her: 

Menighedssalen

Menighedssalen har samme facon som kirkerummet, men rummet er noget mindre. De hvide og blå farver går igen i dette rum, der også er udstyret med en mindre scene.

Udsmykningen på væggene er udført af Bjarke Regn Svendsen og Solveig Lohne. Der er tale om malerier, der er samlet af brudstykker i forskellig former, herunder én, der gentager femkanten, og en vandret, der strækker sig ud imod den lange gang der forbinder sal og kirke. Motivvalget er brudstykker, der dels henviser til centrale kristne symboler på nutidsvis (brød, vin, skib m.m.) dels afbilder udsnit af iagttagelser fra hverdagen (et karakteristisk højhus i sognet, et haveredskab, en afspærring m.m.).

Kunstnerne har hermed ønsket at udtrykke rummets særlige karakter, der kendetegnes af forbundenhed til kirkerummet og dog forskellighed fra det.

Billedtæppet på bagvæggen af scenen er designet af Dorit Aagaard, det er blevet skabt af en snes sy-glade Gjesing piger, som et stort (1,5 x 2,5 m.) patchwork fællesarbejde.

Billedtæppet består af mindre og større stykker stof, der syes sammen til et motiv, alt er syet i hånden.

Billedtæppet er syet af mønstrede bomuldsstoffer (provence-stoffer) og råsilke, der er indfarvet i forskellige nuancer. Desuden indgår der små brikker af thaisilke i billedet.

De fremherskende farver er forskellige nuancer af blåt, hertil kommer enkelte glimt af andre farver.