Kirkens inventar

Inventaret er stort set fra kirkens opførelse. Alterbordet er fremstillet af fyrretræ. Det er fritstående, og det har form som et spisebord.

Døbefonden er fremstillet i bornholmsk granit. Den er udformet som en gennemskåret cylinder af fire granitblokke. Set oppefra danner døbefondens fire blokke et kors, mens den er rund, når den ses fra siden.

Prædikestolen hæver sig kun lidt over gulvet og minder mest om en almindelig talerstol. Prædikestolen og kirkebænkene er ligesom alterbordet fremstillet af fyrretræ. Dåbsfadet, alterstagerne og det øvrige kirkesølv er tegnet af guldsmed Bent Gabrielsen. Han har udført arbejdet sammen med guldsmed Werner Hahn, Kolding. Dåbsfad og alterstager er udsmykket med guldbelægninger.